27 Juli 2017
Velkommen til Lægehuset i Frederiks

Lægehusets historie

Praksis blev oprettet i november 1944 i Frederiks af læge Mogens Bohn-Rasmussen.

Før den tid havde patienterne i området hovedsageligt benyttet lægen i Hvam (Niels Magnus Breinholt og fra 1942 sønnen Thorkild Breinholt) samt lægen i Karup (Tage Holt).

Siden 1944 har der været følgende læger i praksis:

Nov 1944 - juni 1949: Mogens Bohn Rasmussen

Juni 1949 - sep 1952: Henrik Hvalsøe

 
Sep 1952 - apr 1982: Folmer Bach

Jan 1975 - mar 2005: Kurt Mortensen

Apr 1982 - okt 1988: Anne Sophie Friis Kristensen

Okt 1988 - ?: Henrik Buntzen

Apr 2005 - apr 2016 Marianne Grosbøl-Rais

I perioden 1944 til 1974 var praksis beliggende i Frederiks 3 forskellige steder: Nørregade 4, Brorsonsvej 1 og Kongemosevej 12.

Omkring 1973 besluttede Folmer Bach sig til at flytte praksis til Thorning, som ligger ca. 10 km øst for Frederiks. Det skete som følge af visse uoverensstemmelser med kommunen vedr. udvidelse af praksis.

Samtidig var det tiden, hvor man tænkte i større enheder og centralisering; så sammen med Thorninglægen Gertrud Mikkelsen blev der opført et nyt stort lægehus på Skovvej 39 i Thorning.

De vedblev at være 2 separate praksis, men umiddelbart efter indvielsen tog de hver især en kompagnon ind.

Det var på dette tidspunkt Kurt Mortensen startede i praksis. Efter en længere årrække viste det sig efterhånden mere og mere uhensigtsmæssigt, at praksis lå placeret som den gjorde, nemlig 8-12 km fra det væsentligste patientgrundlag.

Man fik således efterhånden ikke den patientfornyelse, som kunne forventes, og derfor tog man slutteligt den store beslutning at flytte praksis tilbage til sine rødder.

Sommeren 1993 påbegyndtes byggeriet af lægehuset på Rønnealle (efter at man nogle år forinden havde sikret sig den velbeliggende grund), og midt i december 1993 kunne Kurt Mortensen og Henrik Buntzen så indvie de nye lokaler.

De blev vel modtaget i Frederiks, og det viste sig hurtigt at være en fornuftig disposition, de havde taget.

I april 2005 solgte Kurt Mortensen sin andel af praksis til Marianne Grosbøl-Rais, som var gravid. Efter 3 mdr i praksis gik hun på barsel, mens Kurt Mortensen var ansat som vikar.

Januar 2006 vendte Marianne Grosbøl-Rais tilbage efter endt barsel og fortsatte samarbejdet med sin kompagnon Henrik Buntzen.